Første skoledag

Hold da op - det over et halvt år siden, vi har skrevet. Så nu er tiden vist inde til at fortælle, at Kaya startede i skole i august. I løbet af sommeren udvalgte Kaya den helt perfekte skoletaske. Vi kiggede kun i én butik. For allerede efter få sekunder forelskede hun sig i et lyseblåt eksemplar, som hun gerne ville have på med det samme.

Den 12. august var så første skoledag. Med nyfriserede lokker og et sæt MEGET spændte forældre begav vi os hen til Filstedvejens Skole, hvor Kaya skulle starte i z-klassen - en af specialklasserne. Kaya var en af de tre nye børn, der også skulle starte den dag. Tror jeg var klar til at tage hende med hjem igen efter at have været der lidt. For Kaya så bare så lille ud sammenlignet med de andre børn. Fra at have været i den stille og rolige børnehave var der pludselig et inferno af lyde. Fornemmede dog ikke, at Kaya var lige så bekymret som mig. I købet af de første par timer havde hun allerede krammet med de første klassekammerater.

En af de nye klassekammerater var hendes allerbedste ven (ja - vel nærmest kæreste) fra børnehaven, Konrad. De havde ikke set hinanden hele sommeren, så de lavede stort set ikke andet end at skåle, kramme og gå hånd i hånd under hele intro-arrangementet.

Nu har Kaya haft en hverdag i skolen i en måneds tid. Og det kører bare. Super lærere, søde klassekammerater og god stemning. Så jeg er fuld af fortrøstning. Hun er allerede blevet meget optaget af bogstaver og har lært en masse om bondegårdens dyr.

Tjener forsvarer dreng med downs

Milo Castillo

I Houston, US er en tjener fra restauranten Laurenzo's blevet lokal helt. Hvorfor? Fordi han nægtede at servere for nogle af restaurantens gæster!

En af restaurantens gæster, Kim Castillo hyggede sig ved bordet med hendes 5-årige søn Milo, som har downs syndrom. Milo øvede sig, som mange andre 5-årige downs-børn, i at tale og fortalte begejstret sin mor om hans fødselsdag ugen forinden.

Selskabet ved det tilstødende bord stoppede tjeneren Michael Garcia og bad om at blive flyttet til et andet bord. En af mændene ved bordet skal tilsyneladende have brugt ordene: "Børn med specielle behov, bør tage et andet sted hen og være specielle!"

Til det svarede tjeneren: "Sir. Jeg er ikke i stand til at servere for dem". Historien om den standhaftige og principfaste tjener er blevet en lokal og international nyhedshistorie og Michael Garcia oplever nu, at mennesker møder op på restauranten for at trykke hans hånd.

Læs hele historien her - og endnu mere baggrund her

En helt almindelig skovtur

Dagen før nytårsaften tog vi en tur i skoven. Det har vi været så mange gange før - men denne gang var ganske særlig. Vi havde nemlig ikke klapvognen med til Kaya. Hun kunne godt gå selv. I en hel time. Det gik langsomt, og vi tog en pause eller to undervejs - men hun klarede turen så flot. Kayas hypermobile led har ellers gjort hende hurtigt træt. Tidligere satte hun sig bare ned på jorden og nægtede at gå videre. Men nu har hun efterhånden styrket musklerne så meget, at vi kunne lade klapvognen blive derhjemme. Det var bare SÅ fedt - at gå sammen i skoven som en helt almindelig familie. Uden hjælpemidler og særlige hensyn. Jubiii.

Kaya og Troldeungerne 2012

Kaya og Troldeungerne 2012, originally uploaded by Hr. espensen.

For 14 dage siden kom fotografen på besøg i Kaya og Rosas børnehave. Charlotte og jeg tager rigtigt mange billeder til hverdag. Derfor er vi også sådan lidt fine på den med den slags... Vi tror vist nok vi selv kan tage bedre billeder end en eller anden hånddukke-flagrende skolefotograf. Derfor var vi faktisk også tæt på, at sige pænt nej-tak til at ungerne skulle fotograferes (billederne koster jo en mindre formue!)

Men men men. Så gik det pludselig op for os, at det jo handler om noget helt andet. For vi kom til at snakke om vores egne minder fra barndommen. Dengang var det et af årets højdepunkter når fotografen kom. Og selvfølgelig skal vores piger ikke snydes for det.

Årets juletræ

Lige nu sidder jeg i sofaen og kigger på verdens fineste juletræ. Det er allerede kommet ind i stuen, for Kaya og Rosa ville gerne være med til at pynte det i weekenden. Kaya udså sig hurtigt en favoritgren og hang de fleste af julehjerterne på den med ordene "Sådan der - flot". Og flot er det sq. Især fordi det er pyntet på vores måde. Vi var ude og fælde i det i lørdags - og var ved at kolapse af julestemning. Kombinationen af sne, sol, pebernødder og weekend "did the job".

Anmeldelse: Wonderbook, Book of spells

Hjemme hos Kaya har vi fået en pakke fra Sony. Det er i sig selv jo ganske spændende - især når man hverken har bedt om - eller betalt for pakken. Indeni var der et spil til vores Playstation, som ifølge Sony skulle være noget helt særligt. Så det har vi kigget på - her er hvad vi synes. 

Spillet tager sit udgangspunkt i Harry Potter universet. Og er man Potter-fan, får man selvfølgelig en smule kildren i maven når man hører, at selveste J.K. Rowling har været involveret i projektet. 

Her i huset er især far Mikael Potter-fan. Derfor er et spil som dette selvfølgelig et kærkomment kig tilbage i et univers som er savnet.  

Men lad os lige få på plads, hvad det her Wonderbook-halløjsa går ud på. Spillet er nemlig ikke bare et spil - det er en ny måde at kombinere bevægelses-controller (hos Sony hedder det Playstation Move) med et kamera (hos Sony hedder det et eye-cam) og en fysisk bog (kaldet en Wonderbook). Når de tre ting kombineres opnår man noget, som kan betragtes som Augmented Reality. Det betyder egentlig bare, at man kombinerer virkeligheden (her er det et billede af dig selv på tv-skærmen og din fysiske wonderbook) med spil-virkeligheden. Det hele bliver et herligt misk mask af virkelighed og spil.

Hov - bum! Her var lige noget dårligt belyst video fra den dag vi prøvede spillet første gang

Det helt særlige ved Wonderbook er, at der med til spillet følger denne her bog! Ja - en helt almindelig gammeldags fysisk bog, der kan få æselører. Bogen kan dog ikke umiddelbart læses. Den indeholder nemlig blot en række kryptiske koder (lidt ligesom simple stregkoder). Men når du ligger bogen på gulvet foran tv-skærmen og peger kameraet mod den - så vækkes den til live. På skærmen har bogen nemlig pludselig indhold. Og endda indhold der kan bevæge sig og reagere på dine bevægelser. 

Der findes masser af flotte reklamefilm for Book of Spells fra Sony - men denne her er vist den,
som forklarer spillets egentlige indhold bedst

Spillet handler om, at du skal lære en række af de trylleformularer som man kender fra Harry Potter universet. Men din move-controller som tryllestav skal du altså lære en unik bevægelse, der aktiverer den enkelte trylle-effekt. Du lærer blandt andet at få ting til at svæve og fremtrylle vand og ild fra spidsen af tryllestaven. 

Herhjemme hos os må vi nok erkende, at ungerne egentlig er for små til spillet (de er 3 og 5). De synes det var vældigt sjovt at svinge med tryllestaven og lave mønstre med ild og vand. Og de kunne da også fastholdes i 10-15 minutter omkring historierne om trylleri og magi. Men så mistede de altså tålmodigheden. Både Move controlleren og kameraet er generelt en succes i deres alder - de synes det er sjovt at se sig selv på skærmen og lærer hurtigt at bruge controlleren. 

For far var det især det teknologiske og visuelle aspekt der vækkede begejstring. Det er virkelig fantastisk at holde Wonderbook'en op foran skærmen og se, hvordan en 3D-verden dukker op. Det skal vist prøves for helt at forstå det. Og det er også sjovt at lære trylleformularer og skyde med ildkugler osv. Men det er egentlig mere konceptet end selve spillet der imponerer. 

Er man die-hard Harry Potter fan vil man helt sikkert elske det. Elsker man ny teknologi skal man købe det for at få en forsmag på, hvad der venter os i de kommende år. 

Hvis vi skal konkludere nogetsomhelst om spillet hjemme hos Kaya så må vi give to forskellige karakterer. 

Gameplay: 3 ud af 5 tryllestave af det pureste ibenholt
Teknologi: 4,5 ud af 5 3D drager der flyver lige imod dig

Anmeldelse: Netflix til børn

Hjemme hos Kaya har vi fået Netflix. Det gik egentlig helt af sig selv - vi har nemlig en Spotify konto, og fik derfor tilbudt gratis prøveperiode indtil udgangen 2012. 

Vi troede egentlig, at det skulle være Charlotte og jeg, der fik størst glæde af det. Og vi har da også set både film og serierne Jordens Søjler og The Kennedys over de seneste uger. Men det er Kaya og Rosa, der har forelsket sig mest i den nye video-service.

Vi bruger vores Apple TV til at vise Netflix på fjernsynet i stuen. Den simple fjernbetjening betyder, at Rosa på 3 år faktisk selv kan navigere rundt i de mest basale funktioner (som at vælge et nyt afsnit af en serie). Desuden fungerer Netflix glimrende på både iPads og iPhones. Det betyder også, at man kan have sin adgang med sig på ferie (hvis bare man har wifi). 

Pigerne er meget begejstrede over de mange tegnefilm og børneserier, der er at finde i sortimentet. Langt de fleste børnefilm og serier er med dansk tale. Blandt Rosas favoritter er Jordbærmarie, Den lille prinsesse og smølferne. Kaya er mest til Disney og er lige nu dybt forelsket i Jasmin og Alladin. På Netflix er der selvsagt ingen af Disney Klassikerne, men der er mange af de lidt billigere "2'ere". Udvalget til børn er generelt helt udemærket, endda med en del danske film imellem (Som fx Min søsters børn).

Så altså - Netflix hjemme hos os er en succes hos ungerne. Prisen på 79,- kr. pr. måned er måske lidt pebret, hvis det udelukkende skulle tænkes til børnene. Men nå nu mor og far kan se en dokumentarfilm og lidt tv-serier indimellem, så er det vist ok. 

Netflix for børn

Karakter: 4 ud af 5 firkantede tv-øjne hjemme fra Kaya.

Boganmeldelse: Til sidste fløjt

Ja ja. Nu kan det da godt være, vi bliver udråbt som inhabile. Forfatteren til bogen "Til sidste fløjt" er nemlig en af vores allerbedste venner. Vi lærte Rikke Nielsen og hendes mand Lars at kende, fordi de - ligesom vi - er forældre til en kromosom-guldklump. 

Siden vi mødte hinanden for snart 3 år siden, har vi brugt utallige timer sammen. Vi rejser sammen, drikker rødvin sammen, spiller golf, skaber os og skraldgriner sammen. Og hver eneste tirsdag mødes vi til kom-og-spis-noget-simpelt-mad-med-hvidløgsbrød-og-skrid arrangement. Derfor har vi også fulgt skrive-processen tæt - og vi har glædet os til at læse det færdigtrykte resultat af Rikkes anstrengelser.

Så her kommer en anmeldelse farvet af kærlighed, subjektivitet og stor forudindtaget sympati:

Anmeldelse: Rikke Nielsen, Til sidste fløjt
BOG FAKTA
ISBN: 978-87-7108-893-9
People's Press 2012
Læs om bogen her

"Til sidste fløjt" handler grundlæggende om en håndboldspiller, der har udkæmpet sine allersværeste kampe uden for banen. Den hårdeste modstander var kræften, der efter håndboldkarrierens endeligt satte sig i en knude på halsen. Og så var der overraskelsen ved at blive mor til et barn med downs syndrom - endnu en kamp der skulle kæmpes.

Men Rikke kæmper alle sine kampe færdige - og hun giver sig fuldt ud og til det sidste. Derfor trækker hun sig også ofte sejrrigt ud af selv de mest vanskelige kampe.

Håndbold-Rikke
Rikke var ifølge sin egen beskrivelse ikke nødvendigvis begavet med det allerstørste talent, da hun som ganske ung drømte om en karriere som professionel håndboldsspiller. Til gengæld ville hun det virkelig meget. Og det blev hun! Fortællingen om håndboldkarrieren er fascinerende for både fans og boldignoranter. Historier fra træningslejre, landsholdskampe og omklædningsrum giver et helt unikt indblik i en verden, som man aldrig ser.

En storm af røv og nøgler
Bogen tager et brat sving, da Rikke bliver skadet i hånden og må indstille karrieren. Her starter det, der må betegnes som en længerevarende storm af røv og nøgler. Mens Rikke tror hun skal til at nyde det søde familieliv, overraskes hun af en langvarig og sur retssag mod Aalborg DH. Så føder hun sit første barn, der viser sig at have downs syndrom. Efterfølgende får hun kræft og bliver fyret fra sit arbejde.

Pyyha - tænker man så. Hvad har Rikke lige gjort for at gøre universet så rasende? Heldigvis har vi altså at gøre med en rimeligt sej kommandosoldat-agtig pige her. Og uden at afsløre for meget, så besejrer hun hele balladen og har det idag fantastisk.

Bogen er (og her er vi helt objektive... høhøm) en perfekt julegave, hvis du kan lide den der slags amerikanske feel-good film, hvor det hele ender godt. Eller hvis du elsker håndbold. Fra vores verden er den selvfølglig særligt interessant, hvis man ønsker et sjældent ærligt indblik i, hvordan det er at få et barn med downs syndrom.

I øvrigt skulle vi hilse og sige, at Magda idag er en lækkerbisken.

Køb den nu bare!

Det bedste: Rikkes fortælling om dengang, hvor Aalborg DH var helt pustet op - og hvordan det er pludselig at se et billede af sin røv på en bus.

Det værste: Klumpen i halsen og tårerne, der presser sig på, mens man gennemlever Rikkes kamp mod kræften.

Bedste råd: I bogen fortæller Rikke, hvordan en sportspsykolog anbefalede hende at kigge på en sten! Altså bogstaveligt talt - finde en sten på vejen og bruge den som redskab til meditation og afslapnings-øvelse. Det vil jeg prøve.

Bedste citat: "Nej, det er jo Rikke Nielsen med barnevogn. Tillykke! Skal hun så også spille på landsholdet?" spørger en ukendt mand i Brugsen. Sætningen fader ligesom ud, da han kigger ned i vognen og ser Magdas typiske downs syndrom-ansigt. Hvorefter han skynder sig videre.

Konklusion: 5 ud af 5 harpiksfedtede håndbolde herfra

Brilleaber

Briller er verdens bedste legetøj!

Kromosom-tip: Saks, papir og... ingen sten

Er du konkurrencemenneske? Kan det ødelægge dit humør, hvis du taber i Wordfeud eller ludo? Har du prøvet at gå i seng med en klump i maven, fordi dit hold tabte i Trivial Pursuit? Så er det nok en gang tid til at tage ved lære af Kaya. 

Når Kaya leger sten, saks og papir... så er der ingen sten med! Det er den første regel, som hun har bøjet. Saks og papir er bare et mere simpelt og tilgængeligt spil. Og desuden så skiftes man til at have henholdsvis saks og papir. For når Kaya spiller, så handler det aldrig om at vinde - det handler om at hvine af fryd og skraldgrine imens spillet står på. Alle vinder - ingen taber! Prøv det! Jeg lover det ikke ødelægger dit humør.

Saks & Papir
Deltagere: 2
Tid: Så længe du gider

Regler:
Spillerne tæller til 1-2-3-nu og på "nu" laver spiller 1 en saks med hånden (pege-og langemand bevæges med saksebevægelse) mens spiller 2 laver papir (flad hånd). Og her kommer det vigtigste: spiller 1 "klipper" i papiret og begge spillere hyler af grin. Efterfølgende skiftes rolle og spillet fortsætter i uendelighed.